Oprindelsen til navnet Glaipnir

Glaipnir er et navn fra den gamle nordiske mytologi:

Fenris-ulven var barn af Loke og jættekvinden Angerboda. Fenrisulven blev bragt til Asgård af Loke, og mens den var lille var alle glade for den. Imidlertid voksede ulven til jættestørrelse og blev vildere og vildere, indtil guderne til sidst fandt at det var blevet nødvendigt at lænke den.
Guderne lavede da en vældig lænke af jern kaldet "Laeding" og lagde den på ulven, som dog straks sprængte lænken uden vanskelighed.
Med megen omhu og besværlighed gjorde guderne så endnu en lænke, som de kaldte "Dromir". Denne lænke var dobbelt så stærk som den første. Ulven var nu blevet lidt mistroisk, men den vidste at den var vokset yderligere siden den første lænke, og lod til sidst guderne lægge Dromir om sin hals. Det gik dog ikke anderledes end første gang: Så snart ulven spændte imod og rystede sig, fløj lænken i stumper til alle sider.
Guderne blev nu meget utrygge ved sagen og sendte bud til de underjordiske smededværge, for at de skulle lave en lænke, som kunne holde Fenrisulven. Efter hårdt pres fra Guderne lavede dværgene til sidst et magisk bånd, som hed "Glaipnir". Båndet var fremstillet af lyden af kattepoter, skæg fra en jomfru, bjerges rødder, bjørnedrømme, fuglespyt samt fiskeånde, og lignede et tyndt silkebånd. Guderne bragte nu Glaipnir til ulven, og sagde at siden den så let havde brudt stållænken, så ville det vel kun være en smal sag for den at bryde et sådant lille silkebånd. Fenrisulven mærkede at der nok var magi med i spillet, men da guderne begyndte at tale om, at der da vist alligevel ikke var grund til at være bange for ulven, når den ikke engang turde prøve dette lille silkebånd, så gik ulven med til at prøve, for at man ikke skulle kunne sige at den var fej. Ulven forlangte imidlertid, at en af guderne skulle lægge sin hånd i dens gab som pant. Guderne tøvede men inden ulven fattede yderligere mistanke stod guden Tyr frem og lagde sin hånd mellem ulvens tænder. Fenrisulven prøvede af al magt at sprænge båndet, men jo mere den kæmpede, jo mere strammede båndet sig om dens hals, så at den til sidst måtte give efter, og da lo alle guderne - på nær Tyr, som mistede sin hånd.
Siden da har Tyr været kendt som gud for de som ofrer sig for andre.